En eksistentiel rastløshed        


En eksistentiel rastløshed præger det moderne menneske-det er hele tiden på vej mod noget nyt, et nyt job, en ny bil, nye venner. 

Vi befinder os i de mange muligheders tid. Vi lever i en tid, hvor vi kan gøre ting, som generationer før os ikke har kunnet. Vi kan tage en hvilken som helst uddannelse og skifte spor midt i livet.  

Men det påvirker vores selvforståelse negativt, når vi hele tiden skuer et bedre liv i horisonten. Vi får meget svært ved at blive tilfredse med os selv og det liv, vi har, når vi konstant bliver konfronteret med, at der er noget ved os, der kunne være anderledes. Burde vi tage et efteruddannelseskursus mere? Skifte job? Vi betragter os selv som nogle ufærdige mennesker i stedet for at trives og give os hen i glæden. 

Ingen tvivl om, at mange har fået et meget mere spændende liv, men der er også en bagside, for på det personlige plan går denne konstante hoppen fra flage til flage ud over det enkelte menneske. Det er nok ikke tilfældigt, et depressionen eksploderer som diagnose i 1970’erne. Den konstante usikkerhed for fremtiden skaber udbrændthed og stress, der fører til depression, og depression er netop projektsamfundets perversion. I depressionen er du alt det, du ikke må være: Indadvendt, initiativløs og ikke - begejstret. Det skaber en enorm stress at leve i en konstant isflagetilstand. Det er ikke tilfældigt, at man i børneopdragelse og behandling af psykisk syge siger, at gentagelse er enormt vigtig, for at de kan finde ro og udvikle sig. Man kan sagtens forestille sig, at det bliver mere normalt at tage noget beroligende eller opkvikkende for at kunne holde midlertidigheden ud.  

Alt det, jeg her har nævnt, kunne man læse i Kristeligt Dagblad op mod jul som en beskrivelse af året 2017, og måske er der en sammenhæng med den tendens, at flere og flere i den vestlige verden afskriver deres kristendom og dermed vort kulturelle og etiske grundlag i en overmodig tro på menneskets iboende muligheder for at skabe og stå på egne ben. 

Skal vi i det nye år ride med på den bølge af flygtighed, i en jagt på successer? Eller skal vi stoppe op og finde andre værdier: Stabile venskaber, nære familierelationer, hvor man mere er fokuseret på at yde til fælles gavn i overensstemmelse med den kristne etik. 

I nævnte artikel i Kristeligt Dagblad kan man også læse: Kristendommen kan blive en sund modvægt til denne succeskultur. Den kristne tro er en tilskyndelse til at finde glæden ved den, jeg allerede er. I og med at det er Gud, der har skabt mig som den jeg er, har jeg lov at være glad, 

selv om jeg ikke er fuldendt. I en udviklingskultur, hvor der ikke er plads til at mislykkes, kan det kristne evangelium være en opmuntring, når det ikke lykkes for mig. Kristendommen giver plads til at fejle, og jeg behøver ikke at finde alting i mig selv.  

Lad os så med al kraft, kirkeligt som folkeligt få italesat og fremmet en tendens, så at selvudviklingskurser ændres fra at være navlepilleri til at være et projekt, der handler om at blive viklet ud af sig selv. 

Menneske er man i sammenhæng og uden er man det slet ikke. Sammenhængskraften er det afgørende. 

Godt nytår.