Vi er i fastetiden                                                                                                                                                                                                                                           



Vi er i fastetiden, hvor vi opfordres til at stå imod fristelser, der kan skade vores krop og sjæl – og andres. Op igennem kirkens historie har det med at holde sin sjæl ren og sund været i fokus, og for at kunne overholde det, blev man opfordret til ikke at frådse med mad. Pave Pius V (født 1504)udtalte: ”Føde er et nødvendigt onde. Man må indtage det som om det var arsenik”. Pius er latin og betyder from, og ren hedder på latin pur.

Puritanisme er et udbredt fænomen i dag; men det er legemet, sundheden, der dyrkes, og mange mennesker er besat af sundhed. Besat, fordi det nærmest er forbudt at nyde livet. Som Erik Clausen skriver: ”Det er fy-fy-skamme. Det-må-du-ikke. Man kan snart ikke sidde på en bænk med en kold Tuborg uden at komme i en fjernsynsudsendelse og få en hovedrolle som problem. Man kan ikke ryge sig en enkelt Prince Light uden at komme med i en statistik over kræftsyge, der dør af rygerlunger. Man kan ikke hælde sukker på sine jordbær og nyde dem uden at komme med i en Tv-udsendelse om fedme. Der er en usynlig hær af puritanere, der får jævne folk til at føle skyld. Der hersker en smålighed, men jeg vil opfordre til generøsitet.”

En generøsitet, der bl.a. viser sig ved, at man giver sig tid til samvær med sin ægtefælle, sine børn, naboer og venner i st.f. at dyrke sin egen sundhed. Motion er godt, men alt med måde. Fanatisme i alle dets afskygninger er af det onde, også sundhedsfanatisme. Så måske skulle fastetiden bruges til at omrokere lidt i ens prioriteringer af, hvad der er vigtigt og give den åndelige dimension en på hatten til at gavn og glæde for vore medmennesker; at man altså besinder sig på, om de valg, man foretager, nu også er de rigtige.

Når jeg taler med store og små konfirmander om fastetiden og foreslår, at fastetiden kunne bruges til at undlade brug af digitale medier udbryder 90 % af børnene forfærdet: ”Ja, men man kan de ikke leve uden”

Opfordringen kan også rettes til voksne, for vi har vel alle en rem af huden. Som en mand sagde til mig: ”Førhen i frokostpausen sad vi og snakkede sammen; men nu sidder man med hver sin mobil.”

Nu har tidligere topfolk fra Facebook og Google blæst til kamp mod digital afhængighed. De har kaldt den samfundsskadelig.

Også til dette problem bør vi besinde os på, hvad der er vigtigst.

Kirsten Høg